Vandring til toppen af Afrika

Uhuru Peak, Kilimanjaro

Jeg klarede det! ?

At gå til toppen af Kilimanjaro er det hårdeste og vildeste, jeg nogensinde har gjort.
Det var vandring gennem frodig skov, klatring på ydersiden af Barranco Wall med mange meter i potentielt frit fald og ubeskriveligt smukke landskaber.

Det var svedigt, koldt og beskidt i alt fra brændende sol til stærk kulde i mere og mere iltfattige omgivelser.

Jeg var hele turen i godt selskab i en dansk gruppe og med de afrikanske guider, så selvom det var hårdt, var det altid sjovt og underholdende.

Så på toppen af Afrikas højeste bjerg var jeg i en vild lykkerus. Jeg følte mig som en lillebitte del af en kæmpestor verden. Og jeg følte mig samtidig kæmpestor, fordi jeg gjorde det. Hakuna matata!

 

Forberedelser

At bestige Kilimanjaro var ikke noget, jeg ”bare lige gjorde”. Forud for rejsen lå flere måneders forberedelse: Den fysiske, indkøb af udstyr og min diabetes.

Den fysiske forberedelse

På Kilimanjaro går man opad flere timer i træk mange dage i træk. Så det giver sig selv, at en god kondition er vigtig. At vide, at man kan blive ved og ved, selvom det ofte er hårdt, og mentalt kan være hårdt at vide, at der er flere timers vandring forude. For mig bestod de fysiske forberedelser af løbetræning. 10-15 km pr. dag i månederne til afgang. Mindre kan bestemt også gøre det. Men for mig var de lange løbeture også en del af den mentale forberedelse: At jeg vidste, at når jeg kunne klare de mange løbeture, var det formentlig også muligt at klare Kilimanjaro.

Udstyr

Jeg havde intet udstyr til Kilimanjaro: Hverken sovepose, liggeunderlag, vandrestøvler eller andet vandre-gear. Så jeg brugte meget tid på at sætte mig ind i emner, jeg aldrig havde troet, jeg skulle vide noget om: Komforttemperaturer for soveposer, et liggeunderlags isoleringsevne, skal vandrestave kunne indstilles?, hvilket tøj skal man bruge på en bjergbestigning? Jeg prioriterede at have noget godt udstyr, som desværre også viste sig at være i den dyre ende. Fx købte jeg en del tøj i merinould, som både holder på varmen, holder sveden væk fra kroppen og gør, at man ikke lugter selv efter mange dage uden bad. Der er koldt på Kilimanjaro. Især om natten var det svært at holde varmen. Så det dyre og varme udstyr viste sig at have sin berettigelse på turen. Det skulle i hvert fald ikke være udstyrets skyld, hvis jeg ikke nåede Uhuru Peak, som er Kilimanjaros top.

Diabetes

Type 1 diabetes bliver ikke hjemme, når man er på rejser. Og en fysisk rejse påvirker diabetes, og det kræver derfor sine forberedelser. Min diabetespakkeliste bestod af følgende:

  • Insulin (NovoRapid og Tresiba)
  • To blodsukkerapparater (i fald det ene strejkede pga kulden)
  • To GlucaGen (Jeg har haft diabetes i over 20 år og aldrig haft behov for hjælp, så havde egentlig besluttet mig for, at GlucaGen var overflødigt. Men for at berolige omgivelserne tog jeg to med, idet der er langt til lægehjælp på et bjerg, hvis det skulle blive nødvendigt)
  • Rigeligt med penkanyler og teststrimler
  • 50 figenstænger og 20 muslibarer
  • 24 pakker druesukker
  • Løbebælter til opbevaring af insulin tæt inde på kroppen på dage med frost døgnet rundt.

Mad og drikke

På turen havde vi et stort team af hjælpere med. Lige fra bærere, der bar vores bagage til køkkenfolk, der sikrede, at vi fik mad tre gange om dagen. Det var imponerende, hvad de kunne trylle frem under beskedne forhold. Maden var fortrinlig og perfekt til en bestigning.
Vandet blev kogt, og derfor kræver en Kilimanjarotur drikkedunke, som kan tåle kogende vand. Jeg havde desuden købt brusetabletter med smag fra High5. Det tog dels den lidt kedelige vandsmag, dels sikrede det en række salte, som var med til at forhindre dehydrering.

Venskaber

Jeg besteg Kilimanjaro sammen men en flok fantastiske mennesker. Vi snakkede om alt og intet. Bakkede hinanden op undervejs og hyggede i pauserne. Gode venskaber blev funderet på vejen mod Afrikas top.

At nå toppen

Uhuru Peak, Kilimanjaro

At nå toppen af et bjerg er meget symbolsk. Da jeg stod på Afrikas højeste punkt, var det med en overvældende lykkefølelse. Jeg havde gjort det. Sat mig et mål, kæmpet for det, og nået det. Lykkerusen varede ved. Og jeg er ikke færdig med at bestige fysiske og mentale bjerge.

Galleri